Knabstrups Historie |
||
Produktionen
fra teglværket skulle ikke kun afsættes lokalt, og da teglværket lå
2½ km fra Knabstrup station, blev der i 1881 etableret et offentligt
banespor med forbindelse til statsbanerne, der således gav større og
billigere afsætningsmuligheder. Dette fik indflydelse på områdets
udseende, og Vented, den senere såkaldte Knabstrup stationsby, der lå
et par kilometer fra fabrikken, levede stort set af fabrikken og voksede
i takt med, at fabrikkens antal af ansatte steg. Her boede mange af de
medarbejdere, der ikke var plads til i fabrikkens arbejderboliger bygget
af F. Lunn.
I Vented var der købmandsforretning til forsyning af fødevarer og asyl
til de mindste børn, mens de større børn gik på Krøjerup skole. I
en radius af få kilometer rundt om fabrikken kunne medarbejderne få dækket
de basale behov, og mange tilbragte næsten hele livet der. Der blev
skabt et lille fabrikssamfund. Desuden indgik godset i en symbiose med
teglværket, da mange af malkepigerne, der arbejdede på godset, var
gift med teglværksarbejderne. |
||
|
Kilde: Holbæk Museum |
||